Kort fortalt om projektet
Målet med projektet “Værdivand” er at skabe et system, hvor vi ændrer vores udnyttelse af spildevand i Sønderborg Kommune fra spild til værdi. Vi skal gøre brug af den fulde værdi, som ligger i det vand, der kommer til vores renseanlæg, og på den måde sikre mindre udledning til havet og større værdi for lokalsamfundet.
I projektet om at skabe SONFORs værdivandssystem ligger etableringen af et moderne renseanlæg, som skal håndtere størstedelen af spildevandet fra Sønderborg Kommune. Det centrale renseanlæg skal bygges nord for Sønderborg by og indgå i en sammenkoblet infrastruktur, som gør spildevand til værdivand.
Hvorfor nyt rensesystem?
Hvert år renser SONFOR 7,5 mia. liter spildevand, som kommer fra private hjem og erhverv i Sønderborg Kommune. I vores område er vi udfordrede af, at vi er omgivet af havmiljøer, som er pressede af iltsvind og at vores nuværende spildevandsanlæg er bygget i en anden tid, hvor samfund, klima og teknologi så anderledes ud.
Spildevandet renses i dag på SONFORs fem renseanlæg. Det ældste af anlæggene er fra 1966, og fire ud af de fem anlæg er nu så gamle og udslidte, at opgaven med at rense spildevandet i en fremtidig verden bliver sværere og sværere at løfte på de gamle anlæg. Samtidigt er udgifterne til at holde de utidssvarende anlæg i drift støt stigende. Med de gamle anlæg udnytter vi ikke de nutidige teknologiske muligheder for at gavne vandmiljøet omkring os.
Som spildevandsselskab oplever vi, at det bliver en stadig større udfordring i takt med, at der kommer skrappere og skrappere rensekrav. Derfor er tiden inde til en ny og tidssvarende rensestruktur for hele Sønderborg Kommune.
En centraliseret rensestruktur
Grundige undersøgelser har vist, at den bedste løsning for fremtidens rensestruktur er at bygge et nyt stort renseanlæg nord for Sønderborg og føre langt det meste af kommunens spildevand til det nye anlæg. Anlægget skal ved hjælp af nyeste teknologi sikre en mere effektiv og bæredygtig rensning af spildevandet, så der udledes færre miljøskadende stoffer. Samtidig skal det nye anlæg sikre, at vi i fremtiden kan udvinde værdi af spildevandet i form af f.eks. energi og næringsstoffer. Kun SONFORs nyeste renseanlæg i Hummelvig nedlægges ikke og vil indgå i den nye rensestruktur.
Valget er faldet på en centraliseret struktur, fordi undersøgelser og analyser har vist at centralisering er økonomisk den bedste løsning at bygge og drifte, er billigere at omstille til nye/fremtidige rensekrav, er mere fleksibel og hurtigere at udvide med nye renseteknologier, har et betydeligt lavere CO2 aftryk og giver flest fordele og muligheder i forhold til teknologi, genvinding af ressourcer og sektorkobling, set i forhold til decentrale løsninger.
Den nuværende rensestruktur

Den fremtidige rensestruktur

Økonomi
Byggeriet af en ny rensestrutkur er en stor investering, som forventes at koste i omegnen af 1,3 mia. kr. i alt. Når der bygges en ny struktur med flere rensetrin, medfører det også, at prisen for at rense spildevandet kommer til at stige.
For at modgå en stor stigning i spildevandstaksten, når den nye struktur tages i brug i 2031, besluttede SONFORs bestyrelse allerede i efteråret 2023 at begynde at spare op til den nye rensestruktur. Det betyder bl.a., at Projekt Værdivand ikke behøver optage byggekreditter til at finansiere projektet i den indledende fase, hvor der skal laves omfattende miljøundersøgelser og projektforberedelser. Dermed holdes renteudgifterne til projektet så lave som muligt.
Konkret sker opsparingen ved, at SONFOR opkræver den takstmæssige ramme, som Forsyningstilsynet årligt tildeler SONFOR. Ved at drifte de nuværende anlæg så effektivt som muligt, skabes et overskud, som så bruges til at finansiere den nye rensestrutkur.
Udvikling i opsparingen til Projekt Værdivand
2024: 28 mio. kr.
2025 (forventet): 33 mio. kr.
2026 (budgetteret): 24 mio. kr.
I alt ved udgangen af 2026: 85 mio. kr.
Organisering
SONFOR har etableret en selvstændig projektorganisation ”Projekt Værdivand”, som er ansvarlig for at gennemføre Sønderborgs nye rensestruktur. Projektet referer til en styregruppe, der består af SONFORS direktion, forretningsudviklingschef og spildevandschef samt et eksternt medlem med kompetence i digitalisering og AI.
Projektledelsen – Projekt Værdivand

Projektchef
